Category Archives: Articles
721 Squadron – Danish transport squadron
721 Squadron – The Challenger flight
In this article we look at the Challenger flight, and especially its main task of maritime patrol.
721 Squadron
In the Royal Danish Air Force (RDAF), the job of air transport is handled by 721 Squadron, located at Aalborg Air Base in the northern part of Jutland. The base is also known as the Air Transport Wing Aalborg.
The squadron currently has a total of eight aircraft, divided into two types. To handle the heavy long-range transport missions, the squadron flies four Lockheed C-130J-30 Hercules aircraft. For smaller transports, VIP flights and maritime patrol missions, there are four Canadair CL-604 Challenger aircraft. In this article we look at the Challenger flight and especially its main task of maritime patrol. CL-604 Challenger aircraft
The RDAF received three Canadair CL-604 Challenger aircraft (C-080, C-168 and C-172) between 1998 and 2001. These aircraft replaced the Gulfstream III which the RDAF operated from 1982 until 2004. The Challenger was originally built as a civilian medium-range
aeroplane, but the RDAF version is equipped with a lot of additional military-style equipment such radar and a comprehensive communications suite.
In addition to this, there is also the more specialized equipment used for the maritime patrol missions. The Challengers are typically flown in one of two configurations; either as a VIP transport aircraft or as a maritime patrol aircraft. In its role as a VIP transport aircraft, it carries members of the royal family, high ranking military officers and top government ministers around the world. In this configuration the aircraft cabin is equipped with comfortable leather seats. For the maritime patrol mission, the cabin is less luxuriously equipped with two large consoles that are operated by system specialists. |
Pirate Hunting in Africa
721 Squadron’s Challenger aircraft have on several occasions participated in Operation Ocean Shield, the NATO led mission around the Horn of Africa. The purpose of Operation Ocean Shield is to hunt for the pirates operating in the region and to make it
safer for merchant ships to sail through the area.
In the autumn of 2013, RDAF Challenger C-168 was deployed as part of Operation Ocean Shield. During a mission on 7 October, the aircraft suffered an engine failure shortly after take-off. The aircraft was able to return to base safely, but the engine could not be repaired on site and it was therefore necessary to send a new engine so the Challenger could resume its participation in operations. Because the RDAF did not stock any extra engines for the Challenger, it was necessary to take an engine from one of the two aircraft that had remained at Aalborg Air Base. An engine was taken from C-080 and sent to the Seychelles, from where the Danish Challenger aircraft were operating. This meant that there was now only one Challenger left in Denmark and that had to handle all the tasks normally undertaken by three planes. This quickly proved impossible and therefore the RDAF started to explore the possibility of buying a few spare engines. As it turned out, it was actually lower cost to buy a complete used aircraft for the same price as two new engines and as such it decided to purchase a fourth Challenger aircraft and put an engine from the new plane onto C-080 so that there again were two operational aircraft in Denmark. In February 2014, the damaged engine came back from repair and eventually C-168 and C-080 got their own engines back. The newly purchased second-hand aircraft was integrated into the 721 Squadron inventory to relieve the other planes as necessary. It was also decided to keep it in a permanent VIP configuration so that the ground crew wouldn’t have to spend hours reconfiguring the aircraft between the VIP configuration and the maritime patrol mission sorties. The new aircraft was assigned the serial number C-215 and on the 6 June 2014, it was officially handed over to the RDAF. |
|
|
Maritime Patrol
With just over 4500 miles (7300 km) of coastline and several busy international shipping lanes going through its waters, maritime patrol and surveillance is of great importance to Denmark and obviously, it is 721 Squadron’s primary mission.
In order to comply with international treaties, at least two maritime patrol missions have to be flown every week. These missions typically follow one of a number of predetermined routes which cover the inner Danish waters, the western part of the Baltic Sea and the North Sea out towards the Danish oilrigs. The main issue that the Challenger crew are on the lookout for on these missions are ships dumping oil, as this is not only illegal, but also poses a major environmental risk for the Danish coastline and marine wildlife. On a maritime patrol mission, there are a total of five crewmembers on board the Challenger, namely the mission commander, the first officer, a flight Engineer and two system operators. The mission commander has the overall responsibility for the planning, briefing and execution of the mission. The first officer’s job is to assist the mission commander in the cockpit during the mission. This can both be in terms of handling radio calls during the flight and also with flying the aircraft. The flight engineer has a lot of different jobs to undertake during a mission. During take-off and landing, the flight engineer sits on a jump seat between the two pilots, where he assists with various tasks whereas during the flight, he is an extra set of eyes when an area needs to be searched visually. He is also trained to drop different pieces of kit from the Challenger, such as life rafts, markers or flares. Speaking of which, the Challenger carries two types of markers; one with dye and one with coloured smoke. Flares are used during night missions and typically fired out at around 10,000 feet and where they will then slowly descend under a parachute. This gives the Challenger approximately five minutes to make a visual search of the illuminated area. Drops from the Challenger are made through the cargo door which is located just below the left engine. During VIP missions, the flight engineer acts as steward and waits upon the VIPs. |
“The SLAR is the Challengers primary weapon in locating ships that are dumping oil.”
Visual scanning
The two system operators sit in front of their consoles in the main cabin. The left console is used to display data from the Side Looking Airborne Radar (SLAR) located under the belly of the plane. The SLAR is a SLAR 9000 and is produced by the Danish
company Terma.
The SLAR is the Challengers primary weapon in locating ships that are dumping oil. The radar works by measuring the ripples on the water surface. If there is oil present, there will not be the usual ripples on the water and this lack of motion will be picked up by the SLAR. These areas of oil pollution on the water’s surface show up as black patches on the radar screen. Besides monitoring the image from the SLAR, the system operator on the left console also has an electronic map showing the area they are currently flying over. This map shows all the commercial ships that are equipped with a transponder. Using this map, the system operator can, with a single click, see the name, speed, direction plus other information about the ship. The system operator seated by the right hand console is in charge of most of the radio communication with ships and air traffic controllers in the regions along the route. He also controls the Forward Looking Infra-Red (FLIR) camera which is mounted in a retractable housing under the rear of the fuselage. Another of his tasks is to take photographs and video footage of any ship that is caught off-loading oil illegally. |
|
|
Transferred to the police
Where a ship is suspected of dumping oil from the SLAR image, there is an established procedure for gathering the necessary evidence. First a screen capture of radar plot is made to show the exact location of the suspected ship. The Challenger then descends
to low level and approaches the ship from the rear and makes a flyby, gathering further evidence in the form of photos and video footage.
After the flight has returned to Aalborg Air Base, the evidence that has been collected is transferred to the police, who are then responsible for handling the criminal charges against the ships owners. Since the Challenger began flying maritime patrol missions around the Danish shores, the number of ships that dump oil in the area has decreased by approximately 80%. When the Challenger aircraft are flying maritime patrol missions, it is possible that they can be contacted by Admiral Danfleet Headquarters and asked to assist in searching for people or ships lost at sea. This is a task the Challenger aircraft is very well suited for. |
While on maritime patrols, it happens that the Admiral Danfleet Headquarters asks the Challenger aircraft to participate in the search for persons at sea. Here guides the Challenger one pilot boat to a man in a small boat, after he was found by the Challenger
aircraft doing a SAR mission.
Search And Rescue
The search is done typically by a rapid descent to a lower altitude, typically 500-800 feet at a speed of about 200 knots, in the area where the missing person or ship is believed to be.
It then searches the area both visually and using the FLIR camera, flying a search pattern which is slowly expanded in the direction the missing persons or ship would have drifted with the wind and currents known to be in the area. This is a situation where the Challengers five man crew comes into good use. Everybody keeps a lookout for the missing persons and if needed, the flight engineer can drop a life raft and/or a marker in the vicinity of those in need. When the missing persons are found, the aircraft descends to about 100 feet and make a fly-by to confirm that it is in fact the people they were looking for and to assess their situation. At the same time, the aircraft position is plotted and sent to the relevant authorities, who then dispatch either a rescue helicopter or rescue boat. |
|
|
Intercept target for AVB
The RDAF maintains a Quick Reaction Alert (QRA) force, consisting of two F-16 Fighting Falcons at Skrydstrup Air Base in the southern part of Jutland. Their main task is to intercept and identify unknown aircraft approaching Danish airspace. The QRA force
typically fly one training mission a day and if it takes place while a Challenger is on a maritime patrol mission in the area, the QRA jets will sometimes use the patrol aircraft to practice intercepts.
The Challenger aircraft are also used for maintaining Danish air sovereignty. This is because 721 Squadron is the only RDAF squadron who regularly fly over the northern parts of Greenland. Known as Air Group West, they operate from Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord in Greenland. When flying the Challenger aircraft over Greenland, in addition to upholding the sovereignty, they also do maritime patrol missions, fishery inspection and drop equipment to the “Sirius Patrol”, the Danish Army’s special forces stationed in the northern part of Greenland. |
Future of Esk. 721
With the new fourth Challenger aircraft in permanent VIP configuration, it will be easier for 721 squadron to meet the obligations which the RDAF has when it comes to the surveillance of Danish waters. It also makes the squadron less vulnerable if an
aircraft must be taken out of service for longer periods of time, as happened with C-080 when C-168 lost one of its engines.
For the ground crew, this means that they will spend less time taking the marine patrol equipment in and out of the aircraft, which in turn will reduce the wear on both the equipment and the personnel. FLYMAG would like to say a big thank you to HIF, GEA, FIR, KIM and Karl from 721 squadron, and Jesper Balle from the Air Transport Wing Aalborg, for their great help with this article. |
|
CSAR – Combat Search And Rescue
CSAR – Combat Search And Rescue.
CSAR is not a task for the faint hearted, they go behind enemy lines to rescue the survivors.
Red Flag – Alaska 13-3
Red Flag Alaska 13-3
The cold north
Most who know about Red Flag will associate it with Nellis AFB just outside Las Vegas and the Nellis ranges in the Nevada desert and mountains. But it is not only here that Red Flag exercises take place. Red Flag – Alaska is similar to the Red Flag held at Nellis AFB, in other words, a multi-service, multinational air combat exercise. The exercise is under the control of the Pacific Air Forces in the U.S. Air Force. The exercise was originally known as Cope Thunder and began in 1976 at Clark Air Base in the Philippines. After the eruption of Mount Pinatubo in 1992, Cope Thunder moved to Eielson Air Force Base in Alaska and in 2006 was renamed Red Flag – Alaska.
|
“Analysis has shown that most air combat losses occur during the first eight to ten missions.”
Red and blue
Red Flag – Alaska mission planners take these factors into consideration when the exercise is planned and organized so that the participants get the maximum amount of training without being treated less favourably than their opponents in the simulated combat scenarios.
Red Flag – Alaska participants are organized into a “Red” aggressor force, a “Blue” coalition force and a “White” neutral force that represents the neutral controlling units. “Red Force” includes air-to-air fighters, ground-control interception units and surface to air units to simulate threats from potentially hostile nations. These forces generally use defensive counter-air tactics directed by ground-control intercept sites. Range threat emitters, electronic devices that send out signals to simulate anti-aircraft artillery and surface-to-air missiles, provide valuable ground-to-air threat training for the pilots. “Blue Force” includes the full spectrum of U.S. and allied tactical and support units. When “Red” and “Blue” force meet in the simulated combat training area, the job of managing this simulated war and making sure everything is as safe as possible falls to the “White” neutral force. On average, more than 1.000 people, and up to sixty aircraft are stationed at Eielson Air Force Base and a further 500 people and forty aircraft are stationed at Joint Base Elmendorf-Richardson for each Red Flag – Alaska exercise. Most participating units for Red Flag–Alaska arrive a week before the actual exercise starts. In the time leading up to the exercise, the aircrews fly one or two training missions to familiarize themselves with the different ranges, get themselves physically and mentally prepared, read up on local flying restrictions and receive local safety and survival briefings. In the two-week active phase of the exercise, aircrews are exposed to every conceivable threat scenario. The scenarios are designed to meet specific training objectives for each exercise and all units are involved in the development of the exercise training objectives. At the peak of the exercise, up to seventy fighters will be in the air at the same time and for a typical Red Flag–Alaska, two combat training missions are conducted every day. |
|
|
The big airspace
All Red Flag – Alaska missions take place over the Joint Pacific Alaska Range Complex and in part of the western Canadian airspace. The entire airspace consists of extensive Military Operations Areas, Special Use Airspace and ranges. The overall airspace available for the exercise is over 170.000 square kilometres.
Since its inception, thousands of air and ground crews from all four branches of the U.S. military and the armed forces of several other countries around the world have participated in Red Flag – Alaska and Co-operative Cope Thunder exercises. In 2012, more than 5.000 people deployed to the Red Flag–Alaska exercise and participating aircrews flew over 4.000 sorties. Aircrews are not the only ones benefiting from the Red Flag – Alaska exercise. It provides an operational training environment for participants from unit-level intelligence, maintenance crews, command and control elements and many others. By providing diverse scenarios using common global threats and simulated combat conditions, Red Flag – Alaska gives everyone the chance to make the tough choices that are often required in combat. Because of the major economic problems in the United States, many units in the U.S. had been ordered to temporarily stand down which also meant that Red Flag – Alaska 2013 was initially cancelled. However, this was changed and the first and only Red Flag–Alaska exercise in 2013, was held in mid-August at the twin bases. More than sixty aircraft and 2,600 personnel from the U.S. Air Force’s active, Reserve and Air National Guard units, U.S. Army, U.S. Navy, Japanese Air Self-Defence Force, Royal Australian Air Force, Royal New Zealand Air Force and Republic of Korea Air Force took part in the two-week-long exercise, Red Flag – Alaska 13-3. |
“The entire airspace consists of extensive Military Operations Areas, Special Use Airspace and ranges. The overall airspace available for the exercise is over 170.000 square kilometres.
|
|
|
The Japanese and the Koreans
The exercise marked the first time Korean and Japanese forces had trained together, not only in Alaska, but anywhere in the world. The exercise also marked the first time that the Republic of Korea Air Force had flown their F-15K Slam Eagles all the way from South Korea across the Pacific.
Earlier, when the Republic of Korea Air Force participated in Red Flag at Nellis AFB with their F-15K Slam Eagles, the aircraft were brand new and came directly from Boeing’s plant in St. Louis. Japanese Air Self-Defence Force participated with their version of the F-15, the Mitsubishi F-15J Eagle, a Boeing E-767 AWACS, and three C-130 Hercules. The Royal Australian Air Force participated with two E-7A Wedgetail (Boeing 737 AEW & C). Other units participating in the Red Flag – Alaska 13-3 were:
|
|
|
|
Never leave an Airman behind
Red Flag – Alaska is not just about the two opposing forces meeting in simulated air combat. “Never leave an Airman behind” is the motto of the two U.S. Air Force HH-60 Pave Hawk helicopters from the 210th Rescue Squadron at Eielson Air Force Base, Alaska. During the exercise, they were sent to rescue a simulated downed pilot who was randomly chosen from one of the participating units.
A-10 Thunderbolt IIs from the 163th Fighter Squadron, Indiana Air National Guard based at Ft. Wayne, Indiana participated in the search for the downed pilot by first locating the him and then securing the area until the HH-60 Pave Hawk helicopters moved in for the safe pick-up. The last mission of the exercise was when one of the local C-17A Globemaster III from Joint Base Elmendorf-Richardson had to be escorted through hostile territory by the “Blue” force. The mission, in all its simplicity, was to protect the Globemaster so it could fly to a drop zone and drop support equipment for the ground forces. |
Two F-15J from JASDF, taxis out to start another mission during Red Flag Alaska 13-3.
The airdrop
After the airdrop, the Globemaster had to make a tactical landing on a dirt-field at Fort Greely to pick up some cargo, which in this instance was simulated by empty water barrels and finally return safely to Joint Base Elmendorf-Richardson.
A big thanks to MSgt. Jason M. Vaught, Public Affairs Eielson Air Force Base, SSgt Chris Huber, Kadena Air Force Base, and SSgt William Banton, Media Operations Specialist / NCOIC of Social Media Joint Base Elmendorf-Richardson for helping with the making of this article. |
|
Eskadrille 722 – SAR, og meget mere
Eskadrille 722 – SAR, og meget mere.
Det er dog langt fra det eneste som Esk. 722 laver.
Eskadrille 722
Flyvevåbnet blev dannet efter fusion af Hærens Flyvertropper og Marinens Flyvevæsen, den 1. oktober 1950. Den 8. februar 1951 blev de første fem eskadriller oprettet i Flyvevåbnet, heriblandt Eskadrille 722. Eskadrillen havde base på den nu nedlagte Flyvestation
Værløse, og fungerede dengang som en let transporteskadrille. Eskadrillen rådede over Supermarine Spitfire, Airspeed Oxford og Harvard flyvere.
Eskadrille 722 blev i 1956 omdannet til en ren SAR (Search And Rescue) -eskadrille, hvis primære opgave, grundet det store antal havarier på datidens jagerfly, var flyredning. Der var 79 totalhavarier med 62 dræbte i perioden 1950-1955. Siden da har SAR været eskadrillens primære formål, og er det således også i dag. I 1957 modtog eskadrillen de første helikoptere, 7 Sikorsky S-55 redningshelikoptere. Helikopteren havde en kort flyvetid, og dens primære opgave bestod derfor i at skulle samle nødstedte op, som andre fly havde fundet. I 1961 overtog Eskadrille 722 samtlige danske Catalina søfly, og de arbejdede for Geodætisk Institut i Grønland. I 1962 modtog Søværnet de første helikoptere af typen Alouette III. Disse helikoptere blev en del af Eskadrille 722 frem til 1977, hvor Søværnets Flyvetjeneste blev oprettet som en myndighed under Søværnets Operative Kommando. Søværnets Flyvetjeneste blev opløst 31. december 2010, og AgustaWestland Lynx-helikoptere blev derefter til Eskadrille 723 I Royal Danish Air Force. |
De sidste checks er blevet gjort, og helikopteren er nu klar til at taxi ud til takeof.
EH-101 Merlin
Eskadrillen modtog i 1965 den første Sikorsky S-61 Sea King, en arbejdshest uden lige, som blev anvendt i 45 år – indtil sin udfasning i 2010, hvor den blev erstattet af AgustaWestland EH-101 Merlin. Den første af i alt 14 EH-101 helikoptere blev
overdraget til eskadrillen i 2006. Seks af de leverede helikoptere blev overdraget til Royal Air Force (RAF), der allerede havde Merlin helikopteren i aktiv tjeneste, og havde et presserende operationelt behov for flere helikoptere
end AgustaWestland kunne levere, blandt andet med indsættelsen af helikoptere i Afghanistan. Eskadrillen modtog i 2009, seks nye helikoptere fra fabrikken, som erstatning for de seks, der tidligere var overdraget til RAF.
En drøm for en pilot at flyve, sådan lyder det fra Eskadrille 722, når de bliver spurgt om, hvordan den nyeste helikoptere i Royal Danish Air Force, AgustaWestland EH-101 Merlin, er at flyve. Eskadrille 722 har siden 2010 fløjet den store EH-101 Merlin helikopter, efter at den overtog SAR rollen, fra Sikorsky S-61 Sea King. Med de 45 års aktiv og utrolig pålidelig tjeneste, har det ikke været nemt at tage over fra den gamle dame. Det har ikke været uden bump på vejen at nå så langt, og meget kan man sige om EH-101 Merlin helikopteren, men problemerne har ikke ligget i, hvordan Eskadrille 722 har brugt, og vedligeholdt helikopterne. Problemer med motorerne, uforudsete revner, lang leveringstid, lande der nærmest opkøber AgustaWestlands komplette reservelager, således at resten af operatørerne ikke har mulighed for at få de nødvendige reservedele, da de ligger på et lager hos en operatør, og ikke er hos AgustaWestland, men ligger på lager hos en operatør. |
|
|
Den nye helikopter
Som alle nye ting, er der nye rutiner og nye ting, der skal læres, og en hvis erfaring skal opbygges blandt piloter, mekanikere, maintenance/ground crew, og især planlægning om, hvordan man får mest ud af EH-101 Merlin helikopteren. Dette er igennem længere
tid blevet bragt som skandaler i pressen, og helikopteren er blevet kaldt en skandalehelikopter.
Erfaringen er nu opbygget, rotationsplaner for hvordan eskadrillen får mest ud af helikopteren, er lavet, og de kan stolt sige, at Eskadrille 722 er en af de operatører i verden – hvis ikke den operatør, der har flest operationelle helikoptere klar konstant, og dermed får mest ud af det antal helikoptere, de har til rådighed. Flere lande før Danmark købte EH-101 Merlin helikopteren, og stadig flere lande har efterfølgende købt denne store arbejdshelikopter.Følgende lande, udover Danmark, råder over og bruger EH-101 (AW-101) Merlin helikopteren: Algeriet
|
|
|
|
Eskadrille 722s nuværende opgaver
Eskadrille 722 udfører til dagligt følgende opgaver:
Eskadrille 722 har konstant tre SAR-vagter klar på henholdsvis Flyvestation Aalborg, Flyvestation Skrydstrup og i Roskilde Lufthavn, samt hvis vejret er meget dårligt, vil der også blive udstationeret en helikopter i Rønne Lufthavn på Bornholm. Her er de klar til at gå i luften på under 15 minutter om dagen og 30 minutter om natten Hver vagt holdes af en 5-mands besætning fra Eskadrille 722 samt en læge. Besætningen består af en luftfartøjschef, en 2. pilot, en flymaskinist, der også fungerer som hoistoperatør, en redder der også fungerer som tekniker samt en systemoperatør, der også er reserveredder. En vagt varer ca. 72 timer, med rullende udskiftning hver 3. dag. Search and Rescue
Redningstjeneste til søs er den opgave som Eskadrille 722 altid har været kendt for. Dette skyldes ikke mindst den store civile omtale af missioner af denne type. I 2005 havde Eskadrille 722 ca. 200 af denne type missioner. Besætningen samler folk op
fra skibe eller direkte fra vandet.
|
“Eskadrille 722 har konstant tre SAR-vagter klar på henholdsvis Flyvestation Aalborg, Flyvestation Skrydstrup og i Roskilde Lufthavn”
MEDEVAC og Patienttransport
MEDEVAC og transporter mellem de danske sygehuse er uden tvivl SAR-flightens største opgave. MEDEVAC er typisk akutte patienter fra de mindre øer uden hospital, som skal flyttes til fastlandet med alt fra hjerteanfald, blodpropper og voldsomme forbrændinger
til mindre benbrud og fødsler. Patientoverførsler er typisk fra sygehusene på Bornholm og Samsø til de større hospitalscentre på Rigshospitalet og Skejby Sygehus.
Assistance til skibe i nød
Redningshelikopteren bliver ofte sendt ud til skibe, der er i nød. Det kan ske, at skibet er sprunget læk og har behov har lænsepumper for at kunne forblive flydende. Til den situation kan EH-101 helikopteren medbringe komplette pumpesæt, som nedsænkes
til skibet. Pumpesættet indeholder alt det nødvendige materiel, og en letforståelig vejledning, så besætningen på skibet selv kan få pumpen i gang. I en sådan situation vil helikopteren typisk blive ved skibet indtil alt meldes sikkert,
eller andre redningsfartøjer er ankommet til stedet.
Miljø
Eskadrille 722 deltager i den danske miljøovervågning, ved at dokumentere og opsamle prøver af olieforurening i det danske område. Helikopteren medbringer altid kamera og olie-opsamlingskit.
Andre opgaver
Eskadrille 722 flyver blandt andet med regering og kongehus, når disse har behov for hurtig transport inden for landets grænser. Desuden har flyvning for politiet længe været en betydelig opgave for en del af Eskadrille 722s personel. Af andre opgaver
kan nævnes otorekognoscering, demonstrations- og opvisningsflyvning og transport af større objekter i sling. I disse år bevæger eskadrillen sig dog ind i en tid, hvor også taktisk troppetransport vil være en del af eskadrillens opgavekompleks.
|
|
|
Fremtiden – Taktisk troppetransport
Med erhvervelsen af EH-101 Merlin helikoptere, opstod der en ny opgave for Eskadrille 722 – taktisk troppetransport – også kaldet triple T / TTT. Merlin helikopteren er en modulær helikopter, hvilket betyder at alle 14 helikoptere kan bruges
til alle opgaver, den skal blot konfigureres til den mission, den skal bruges til. Det tager kun omkring 2 timer at omkonfigurere helikopteren fra en rolle til en anden. Der sidder et hoist fastmonteret på EH-101, og når den er konfigureret
til at være i SAR-rollen, vil der blive monteret endnu hoist, som fungerer som backup, hvis den fastmonterede hoist fejler.
Dette er den eneste forskel på ydersiden, som skildrer en EH-101 i SAR konfiguration, med en TTT konfiguration. Forskellen er dog ikke så lille, hvis vi tager et kig inde i helikopteren. Der vil båre, og alt lægeudstyret været skiftet ud, og alt efter hvad TTT missionen går ud på, vil der kunne være plads til op til 24 siddende, eller 48 stående mand. Foruden det store indhold af personel, kan der også monteres våben på rampen, og ud af sidedørerne. Dette giver et helt nyt aspekt af muligheder for brugen af helikopterne, end hvad der før har været muligt for Royal Danish Air Force. Royal Air Force har allerede udnyttet disse kapaciteter i missioner i Afghanistan, hvor de bidrog med support, og transport af både personel og forsyninger. Helikopteren kan også bruges til transport af større objekter i sling, hvilket vil sige, at der under helikopteren vil blive fastspændt et større objekt, dette kan være køretøjer, kanoner, forsyninger eller andet, som således transporteres i et sling under helikopteren. |
“Dette er den eneste forskel på ydersiden, som skildrer en EH-101 i SAR konfiguration, med en TTT konfiguration.”
|
|
|
I udlandet for at træne TTT
For tiden har Eskadrille 722 to EH-101 helikoptere på træning i sydcalifornien, på NAF El Centro, hvor de har mulighed for at øve TTT i realistiske ørkenomgivelser, og har mulighed for at flyve meget hurtigt og meget lavt, uden at de generer deres omgivelser.
Det er et spændende kapitel, der først lige er startet, i Eskadrille 722s historie. Det er naturligvis eskadrillens mål, at denne nye opgave skal løses med samme høje grad af professionalisme og fleksibilitet, som det er sket med SAR
de sidste 55 år.
En stor tak til Helicopter Wing Karup, Eskadrille 722, Presse og Informationsofficer Jette Elkjær, Major A.B. Mikkelsen, Chef for Ledelsessekretariatet, Presse- og informationsofficer Christer Haven, Helicopter Wing Karup, samt Premierløjtnant Niels Henrik Jensen, Eskadrille 724, for at muliggøre denne artikel. Kilde: Forsvaret. |
|
|
Aggressors – Forklædt som fjenden
Aggressors – Simulering af fjendens fly
De gør det ekstra, for at træningen af morgendagens piloter, kommer til at være så realistisk som muligt.
Aggressors
Alle kan huske Tom Cruise som Maverick, og Val Kilmer som Iceman i filmen Top Gun, der kæmper for at blive de bedste af de bedste i US Navy. For at blive de bedste, skal de kæmpe imod instruktører, som kun har et i sinde, at være de værste fjender de
kunne komme til at opleve i den virkelige verden. Disse instruktører flyver blandt andet A-4 Skyhawk, hvor Maverick og Iceman flyver i de store F-14 Tomcats.
Dette blev gjort da A-4’s flyveegenskaber kunne efterligne blandt andet MiG-17. Meget i filmen blev overdrevet, eller fordrejet i forhold til hvordan virkeligheden var. Men der var dog en form for virkelighed i deres scenarier, hvor der på TOPGUN kurserne, blev brugt aggressors til at simulere fjendtlige flyvere, både i udseende, samt manøvredygtighed. En aggressor eskadrille eller adversary squadron er en eskadrille, der er uddannet til at fungere som en fjendtlig styrke i de militære “war games”. Det der gør aggressor eskadriller specielle, er at de bruger fjendens taktik, teknikker og procedurer til at give en så realistisk simulering af luftkamp (i modsætning til træning mod ens egne styrker), som muligt. Da det er upraktisk at bruge rigtige fjendtlige fly og udstyr, er det derfor erstatninger der bliver anvendt til at emulere potentielle modstandere.
“USAF konkluderede, at dets tab primært var på grund af MiG angreb bagfra, som man først opdagede da det var for sent. Det var derfor et teknologi problem.”
|
En F-15C Eagle i en blå, hvid og grå splinter camouflage fra 65th AGRS
laver finale drejet på vej ind til landing på Nellis AFB. Top Gun
Den første formelle brug af aggressor fly til uddannelse var i 1968 af Navy Fighter Weapons School (bedre kendt som “Top Gun”), som brugte A-4 Skyhawk til at simulere MiG-17. Den store succes med “Dissimilar air combat training” (DACT), førte til en overgang
af Navy Instrument Training Squadrons, der blev udstyret med A-4 i Adversary eskadriller på hver Master Jet Base.
USAF fulgte efterfølgende trop med deres første aggressor eskadriller på Nellis AFB, der blev udstyret med de lettilgængelige T-38 Talon. I 1968 beordrede Chief of Naval Operations (CNO) Admiral Thomas Hinman Moorer kaptajn Frank Ault til at finde ud af hvad der skyldtes at de amerikanske luft-til-luft missiler, der blev anvendt i luftkampene over Nordvietnam, fejlede. Amerikanerne mistede omkring 1.000 flyvere i omkring en million togter, under “Operation Rolling Thunder”, som varede fra 2. marts 1965 til 1. november 1968. “Rolling Thunder” blev en rorschach test for US Navy og USAF, der trak næsten modsatte konklusioner. USAF konkluderede, at dets tab primært var på grund af MiG angreb bagfra, som man først opdagede da det var for sent. Det var derfor et teknologi problem. USAF reagerede ved at opgradere deres F-4 Phantom II flåde, ved installere en intern 20mm Vulcan kanon (der erstattede kanon-pod’en under flyets bug), udvikle bedre luftbårne radarsystemer, og arbejdede videre på at løse de målretning problemer AIM-9 og AIM-7 luft-til-luft missiler. I maj 1968 offentliggjorde US Navy “Ault Report”, som konkluderede, at problemet stammede fra utilstrækkelig air-crew træning i luftkamp og manøvrering (Air Combat Maneuvering – ACM). Dette blev hilst velkommen af F-8 Crusader enhederne, der havde lavet lobbyarbejde for et ACM træningsprogram siden “Rolling Thunder” begyndte. “Ault” rapporten anbefalede oprettelsen af en “Advanced Fighter Weapons School” for at udbrede fighter ekspertise i hele flåden. CNO Moorer var enig i denne konsultation. |
|
|
Fighter Weapons School
United States Navy Fighter Weapon School blev oprettet den 3. marts 1969 på NAS Miramar, Californien.
Skolen blev startet ved hjælp af mange F-8 piloter, som fungerede som instruktører, som blev placeret under VF-121 “Pacemakers” en F-4 Phantom Replacement Air Group (RAG) enhed. Den nye skole modtog relativt sparsomme midler og ressourcer, og byggede samtidig sit pensum op fra bunden. Til støtte for sine operationer, blev der lånt fly fra andre Miramar-baserede enheder, samt andre enheder i US Navy. Formålet med skolen, var at udvikle, forfine og undervise i Dogfighting taktik og teknikker, til udvalgte US Navy flybesætninger, ved hjælp af begrebet Dissimilar Air Combat Training (DACT). DACT bruger “stand-in” fly til simulere fjendtlige fly, så realistisk som muligt. Dengang var det især det russisk-bygget transonic MiG-17 ‘Fresco’, og den supersoniske MiG-21 ‘Fishbed “, som udgjorde en trussel for US Navy. Topgun startede oprindeligt med at flyve A-4 Skyhawk, og lånte USAF T-38 Talons for at simulere de karakteristike flyveegenskaber af henholdsvis MiG-17 og MiG-21. Skolen gjorde også brug af Marine-bemandet A-6 Intruders og USAF F-106 fly. Senere blev T-38’erne erstattet af F-5E og F-5F Tiger II. |
“Efter eksamen, vil disse besætninger vende tilbage til deres enheder, for at give den viden de havde lært på kurset.”
Dramatiske resultaterne
De aircrew der blev udvalgt til at deltage i Topgun kurset, blev valgt fra front-line enheder. Efter eksamen, vil disse besætninger vende tilbage til deres enheder, for at give den viden de havde lært på kurset, til resten af deres eskadrille, for så
selv at blive instruktører.
Under den midlertidige pause i bombekampagne mod Nordvietnam (i kraft fra 1968 til begyndelsen af 1970’erne), havde Topgun etableret sig som et videnscenter i dogfighting, taktik og træning. Da flyve missioner over det Nordvietnam blev genoptaget, havde de fleste Navy eskadriller mindst en Topgun kandidat. Ifølge USN var resultaterne dramatisk, US Navy’s kill-to-loss forhold mod Nordvietnamesiske Air Force (NVAF) MiG’er steget fra 3,7:1 (1965-1967) til 13:1 (efter 1970), mens US Air Force, som ikke havde gennemført et lignende træningsprogram, faktisk havde forværret deres kil-to-loss forhold. Succesen af US Navy fighter besætninger retfærdiggjorde DACT skolens eksistens, og førte ti atl Topgun blev en særskilt, fuldt finansieret kommando i sig selv, med sin egen fast tilknyttet materiel, personale og faciliteter. Det var først efter krigen i Vietnam sluttede, at US Air Force indledte et robust DACT program med dedikerede aggressor eskadriller. US Air Force iværksatte også et program til, der skulle simulere de første ti kampmissioner, bedre kendt som Red Flag, samt at United States Air Force Weapons School lagde øget vægt på DACT. I 1996 markerede overdragelsen af NAS Miramar til Marine Corps også at Topgun blev en del af Naval Strike and Air Warfare Center (NSAWC) på NAS Fallon, Nevada. |
|
|
Aggressor eskadriller oprindelse
Amerikanske aggressor eskadriller startede med at flyve små og lavvingede fightere, der blev brugt til at simulere de potentielle modstandere, som de kunne komme op og kæmpe imod i virkeligheden. Oprindelig blev der fløjet Douglas A-4s (US Navy) og Northrop
F-5’ere (US Navy, Marines, og Air Force).
US Navy og US Marine Corps havde kortvarigt 2 eskadriller F-21 Kfir aggressors på NAS Oceana (VF-43), samt på Marine Corps Air Station Yuma (VMFT-401). Disse blev efterfølgende suppleret med F/A-18As (US Navy), og specielt bygget F-16Ns (US Navy), og F-16As (USAF). Siden i slutningen af 2005, har USAF brugt de større og hurtigere F-15 Eagle (65 AGRS) som aggressor fly ved siden af F-16 (64 AGRS) på Nellis Air Force Base. Udenlandske fly har tidligere været brugt som aggressorers i USA, hvor blandt andet den israelske Kfir fighter blev brugt af både US Navy og USMC, der gik under betegnelsen F-21 da den blev brugt som adversary flyver. Faktisk er sovjetiske MiG-17s, 21s og 23s også blevet fløjet af US Air Force som aggressorer over Nellis ranges, som en del af “Constant Peg” programmet. Den amerikanske hær flyver således også sovjetiske fly, i deres adversary uddannelse, herunder Mi-24 Hinds, Mi-8 Hip, Mi-2 Hoplites, og An-2 Colts. Nogle aggressor missioner kræver ikke dogfighting, men i stedet indeholder missionen, at flyve relativt simple profiler til at teste målsøgning og sporing kapaciteter af radarer, missiler og fly. Nogle af disse missioner er udliciteret til private virksomheder, der opererer ex-militære jetfly eller små business jets i aggressor rollen. Disse fly omfatter blandt andet L39, Alpha Jet, Hawker Hunter, Saab Draken, BD-5J, IAI Kfir, A-4 Skyhawk, MiG-21, og forskellige modeller af Lear Jets. Næsten alle de piloter, der flyver for disse selskaber har erfaring med at flyve kampfly, enten som pensionerede officerer eller stadig aktive officerer, der flyver i Reserve og Air National Guard. |
|
|
|
Udenlandske flyvere
Tyske MiG-29 fly var regelmæssig besøgende i USA, før de blev solgt til Polen, og har deltaget i værdifuld DACT uddannelse på Nellis AFB, samt NAS Key West. En MiG-29 blev udlånt til USA til evalueringen, for at give indsigt i “fjendes” teknologi. Foruden
denne tyske MiG-29, købte USA 21 stk. MiG-29, samt air-to-air missiler, reserve dele, og diagnoseudstyr af Moldovan Air force , for at de kunne undersøge og evaluere dem, for bedre at forstå hvad USA potentielt kunne komme op imod
Rygterne går på at USAF har flere MiG-29, samt Su-27 baseret på enten Tonopah AFB eller Groom Lake AFB (Area 51), som skulle flyve en form for adversary rolle, samt at de skulle være blevet brugt under flere Red Flag øvelser. Mens flyvere til aggressor rollen er som regel er ældre jetjagere, har dette ikke altid været tilfældet. I midten af 1980’erne, fastslog US Navy, at de A-4s og F-5’ere fløjet på Top Gun ikke var tilstrækkelige i at simulere air-to-air kapaciteterne af de nyeste sovjetiske fightere, såsom MiG-29 og SU-27. På dette tidspunkt afholdte US Navy en konkurrence om en adversary platform, der kunne rentabelt repræsentere fjerde generation af kampfly, som f.eks. MiG-29, Su-27 og Mirage 2000. |
|
|
|
Kampen om flåden
De konkurrerende flyvere var General Dynamics F-16C Fighting Falcon og Northrop F-20 Tigershark. Ifølge George Halls bog “Top Gun”, foretrak mange instruktører på Navy Fighter Weapons School at US Navy skulle anskaffe sig F-20, istedet for F-16C. Én af
grundene hertil var den lighed der var med F-5E Tiger flyveren, der blev allerede anvendtes af Top Gun, og de fire aktive adversary eskadriller (VF-43, VF-45, VF-126, og VFA-127).
Dog prissatte General Dynamics deres F-16C Fighting Falcon under den reelle kostpris over for US Navy. F-16C vandt derfor konkurrencen, og dermed tabte F-20. Efterfølgende lykkes det ikke for Northrop at vinde nogle kontrakter. Dette førte til lukningen af F-20-programmet, og afskaffelse af endnu en konkurrent for F-16 på det verdensomspændende fighter markedet. |
“Disse flyvere var helt nye, som oprindelig var beregnet til Pakistan.”
Fighting Falcon til US Navy
F-16C, som blev indkøbt af US Navy var udstyret med den lettere AN/APG-63 radar, som var i de F-16A der blev fløjet tidligere, M-61 Vulcan kanon systemet blev fjernet og lukket til, og den havde “twin lens” pods pa° begge sider af luftindtaget til forstørre,
den relativt lille radar signatur af F-16. Alt udstyr, der ikke var nødvendige for visuel- range luftkampe blev fjernet, for at øge dens smidighed og dog-fighting egenskaber.
Disse F-16 fik betegnelsen F-16N, og 22 enkeltsædet fly og 4 dobbelt sædet, der fik betegnelsen TF-16N, blev bygget til US Navy og fløjet pa° det berømte “Top Gun” Navy Fighter Weapons School. Navy Fighter Weapons School startede med at flyve dem i 1987, samt i US Navy eskadrillerne VF-43, VF-45 og VF-126, som stadig var aktive adversary eskadriller pa° det tidspunkt. Pa° trods af at airframet var blevet styrket til at klare de mange høje-G belastninger, der er forbundet med luftkamp manøvrering, blev revner opdaget pa° vingerne efter kun et par a°rs drift, hvilket fører til groundingen af Navy F-16-fla°den i 1992 og fuldstændig tilbagetrækning af F-16N i 1994. I 2002 modtog fla°den 14 F-16A og F-16B modeller, der stod opmagasineret pa° AMARC ved Davis-Monthan AFB. Disse flyvere var helt nye, som oprindelig var beregnet til Pakistan, men havde været opmagasineret pa° AMARC pga. embargo imod Pakistan. Alle 14 drives af Naval Strike and Air Warfare Center – NSAWC til brug for Top Gun foruden de F/A-18A fly der allerede er i brug af NSAWC pa° NAS Fallon. |
|
|
Special bemaling
Aggressor fly i USA er typisk malet i farverige camouflage bemalinger, der matcher farverne pa° mange sovjetiske fly og sta°r i kontrast til de gra° farver, der anvendes i de fleste operationelle amerikanske kampfly. Camouflage bemalingen besta°r af mange
farver, svarende til dem der anvendes pa° mange Sukhoi – SU, samt Mikoyan – MiG fightere, samt til de farver, der anvendes pa° mange mellemøstlige landes kampfly.
Dette gøres for at give piloterne der kæmper imod aggressors, en mulighed for visuelt at se hvordan eventuelle trusler ville se ud pa° himmelen, na°r der kæmpes. Normalt er det den standard gra° bemaling, som piloterne er oppe og kæmpe imod, og dette giver dem et vigtigt indblik i hvordan det ville være at kæmpe imod landes fightere, som ikke er farvet i de gra° nuancer. Amerikanske aggressor squadrons
Aggressor eskadriller i de amerikanske væbnede styrker omfatter USAF 18th Aggressor Squadron ved Eielson AFB, 64th og 65th Aggressor Squadrons pa° Nellis AFB, US Marine Corps ‘VMFT-401 pa° MCAS Yuma, samt US Navys VFC-12 pa° NAS Oceana, VFC -13 pa° NAS
Fallon og VFC-111 pa° NAS Key West, samt den berømte “Top Gun” Navy Fighter Weapons School (US Navy), som ikke er en eskadrille per se, men opererer F-16A og F/A-18A / B / E / F fly som en del af Naval Strike and Air Warfare Center
(NSAWC) pa° NAS Fallon. Med undtagelse af NSAWC fly, er alle US Navy og US Marine Corps adversary eskadriller Reserve Component enheder og fly tilhørende Navy Reserve og Marine Corps Reserve.
USAF opererede ogsa° aggressor eskadriller i Storbritannien, samt i Filippinerne. 527 AS var en USAFE enhed, der først var placeret pa° den tidligere RAF Alconbury nær Cambridge, England og senere pa° den tidligere RAF Bentwaters nær Ipswich. 527 AS fløj oprindeligt F-5’ere, som senere blev skiftet til F-16. De trænede for det meste over Nordsøen, samt i Tyskland, Spanien og Italien. Pacific Air Forces (PACAF) modstykke, 26th Training Aggressor Squadron, fløj F-5 fra den tidligere Clark Air Base nær Angeles City, Filippinerne. Disse squadrons er ikke længere aktive, og inden for US Armed Forces er det kun i selve USA hvor de i dag er placeret. Dog deltager aggressor enheder fra tid til anden i øvelser i andre lande, hvor blandet andet 18th AGRS fra Eielson AFB, som er tilknyttet PACAF, har deltaget i flere øvelser i blandt andet Australien og andre lokationer i stillehavsomra°de. |
|
|